OM AT FØRE RETSSAGER
For mange mennesker – både private og erhvervsdrivende – er det usædvanligt at være part i en retssag, og derfor har jeg udarbejdet denne generelle orientering.
Orienteringen indeholder svar på de spørgsmål, som klienterne efter min erfaring oftest stiller – men det er klart, at den hverken kan eller skal erstatte den konkrete rådgivning, som jeg altid giver klienterne i forbindelse med en konkret sag. Det er på den anden side min erfaring, at mange gerne vil have de helt generelle forhold beskrevet skriftligt – og det er de her.
Skrivelsen omtaler kun den type retssager, der kaldes civile retssager – hvilket typisk vil sige sager imellem private; erhvervsdrivende; selskaber m.m., men af og til også med offentlige myndigheder. Civile retssager er derimod fx ikke straffesager, som rejses af det offentlige efter Straffeloven eller straffebestemmelser i andre love.
Reglerne om hvordan man fører civile retssager, findes først og fremmest i en lov, der hedder Retsplejeloven (eller mere korrekt ”Lov om Rettens Pleje”). Det er en af de længste danske love, med mere end 1.000 paragraffer – og dermed en masse mere eller mindre anvendte regler, undtagelser, forbehold osv. Dem nævner jeg selvfølgelig ikke allesammen nedenfor – for så blev denne vejledning ganske uoverskuelig.
· Hvad er en retssag?
En retssag er enhver uenighed, tvist eller lignende, som mindst én af parterne har indbragt for en domstol. Der kan være tale om flere forskellige domstole – typisk byretterne (som ligger mere end 80 steder i Danmark), landsretterne (Østre Landsret i København og Vestre Landsret i Viborg) eller Højesteret i København, men også fx boligretterne (som reelt foregår i byretterne) eller Sø- og Handelsretten i København.
Nogle sager afgøres ved ”voldgift”. Det er i realiteten en slags privat domstol. Ved voldgift følger man normalt næsten de samme regler som ved de ”rigtige” domstole, men fx kan de forskellige udtryk og betegnelser være lidt anderledes. Nogle gange er dommerne i en voldgiftsret ”rigtige” dommere, der har det som en slags bierhverv, nogle gange er de slet ikke jurister, men udpeget af parterne eller en brancheorganisation, fordi de er specielt branchekyndige.
· Hvilken ret ?
Hvilken ret, der skal bruges, afhænger dels af sagens størrelse/værdi og dels hvor sagsøgte bor. (Også her er der flere undtagelser.) De fleste sager starter i en byret, men hvis fx en sag, der handler om penge, handler om mere end kr. 500.000,00, skal den starte i landsretten (Østre Landsret eller Vestre Landsret), hvis en af parterne forlanger det.
· Hvordan startes en retssag?
En retssag startes ved, at én af parternes advokat laver en skriftlig stævning og indleverer den til den domstol (ret), der skal behandle sagen. Den part, der starter sagen, kaldes sagsøger.
Stævningen skal udformes efter bestemte regler, og skal selvfølgelig indeholde parternes navne og adresser samt navn og adresse på den ret, som man ønsker skal behandle sagen. Derudover skal eller bør stævningen blandt andet indeholde:
En påstand:
Det vil sige formulering af det resultat, som sagsøger ønsker skal blive sagens resultat.
Påstanden vil for det meste bestå i et beløb, men der kan også tænkes andre påstande –fx at sagsøgte skal anerkende, at sagsøger ejer et eller andet eller har lov til et eller andet eller at sagsøgte ikke har lov til det.
Det vil sige sagsøgers forklaring om sagens omstændigheder – hvad der skete, hvornår, hvorfor – således at retten forstår sagens baggrund.
Anbringender:
Anbringender er de juridiske regler – altså fx lovregler eller sædvaner - som man gør gældende til støtte for, at retten skal give èn ret i påstanden. Man kunne også kalde det argumenter. Anbringenderne anføres ofte som en del af sagsfremstillingen.
Bilag:
I de fleste retssager skal man bruge et antal bilag – fx breve, dokumenter, tegninger og billeder. Disse bilag bør nævnes i stævningen. Sagsøgte skal også have en kopi af dem – selvom sagsøgt naturligvis ofte kender dem i forvejen.
Der kan også stå i stævningen , hvilke vidner man vil føre, men det behøver ikke at stå der – blandt andet fordi man jo endnu ikke ved med sikkerhed, hvad sagsøgte vil svare på stævningen.
Stævningen udformes naturligvis af sagsøgers advokat. Sagsøgers vigtigste opgave på dette tidspunkt af sagen er at sørge for, at advokaten får alle relevante oplysninger – herunder naturligvis alle relevante bilag. Det er på dette tidspunkt – og under hele sagen – vigtigt, at man informerer sin advokat så godt som overhovedet muligt; også om de kendsgerninger, man måske ikke er særlig stolt af.
Man kan selvfølgelig under sagens forberedelse komme med flere påstande, anbringender, bilag osv., men det er bedst at få dem frem hurtigt – og i visse tilfælde kan det efter loven pludselig blive for sent.
Man kan sige det på den måde, at man normalt ikke får bedre advokatbistand end de oplysninger man giver sin advokat. Noget kan advokaten selv finde frem – men ofte er det kun dig, der kan give din advokat et tip om, at der er noget at finde frem. Advokaten støber kuglerne for dig – men du skal levere blyet !
Har din sag en svaghed, så sig det til din advokat med det samme. Måske kan din advokat afhjælpe svagheden – eller give dig et råd om at stoppe sagen i tide (og det råd kan også være mange penge værd !).
Stævningen – med bilag og genparter – indleveres til retten sammen med retsafgiften.
Det er normalt retten, der hvor sagsøgte bor, som skal have stævningen – men der er også undtagelser fra denne regel.
Retten fastsætter (”berammer”) så en dato, hvor det første retsmøde skal finde sted.
· Hvad sker der så?
Før sagens behandling kan starte, skal det sikres, at sagsøgte, er bekendt med sagen og med det første retsmøde. Man siger, at stævningen skal ”forkyndes”.
Dette kan man normalt ikke selv gøre. Det gøres af en ”stævningsmand”. Dette er en betroet person, som er ansat af retten, og som tager ud til sagsøgte og giver sagsøgte en kopi af stævningen og bilagene. (Ofte er det et bijob for en politibetjent.)
I gamle dage havde man altid ”mundtlig forberedelse”, og det har man stadig i visse retter. På stævningen er det så anført, hvornår første retsmøde finder sted, ligesom sagsøgte i teksten bliver opfordret til at møde op. Når dette er sket, er forkyndelsen gennemført. Stævningsmanden skriver under på stævningen på, at han har forkyndt stævningen – og afleverer den så tilbage til retten.
Hvis stævningsmanden har skrevet under på, at sagsøgte har fået stævningen, kan sagsøgte ikke senere nægte det, selvom sagsøgte ikek har skrevet under på det.
Forkyndelsen skal ske ved et vist varsel – således at sagsøgte har en rimelig tid til at tænke sig om. Fristen er normalt 14 dage. Nogle gange kan fristen ikke overholdes – og så må man flytte (”omberamme”) retsmødet, og forsøge forkyndelse igen – indtil det lykkes.
Hvis sagsøgte ikke kan findes, må sagsøger sammen med sin advokat forsøge at finde ham – fx ved hjælp af folkeregisteret.
Hvis sagsøgte slet ikke kan findes (måske fordi han med vilje skjuler sig), kan man nogle gange få lov af retten til at lade forkyndelsen ske ved at man indrykker en annonce i Statstidende.
Normalt er forkyndelsen af en stævning forholdsvis enkel – men den kan også vise sig overraskende vanskelig.
Hvis sagsøgte allerede har en advokat, klarer advokaterne det oftest indbyrdes udenom stævningsmanden – simpelthen ved at sagsøgtes advokat skriver under på stævningen på, at den er forkyndt. Det kaldes i advokat-slang at ”frafalde kald og varsel”.
· Skal der altid være et forberedende retsmøde?
Nej det bliver mere og mere almindeligt at man i stedet for den ”mundtlige forberedelse” med et eller flere korte retsmøder under forberedelsen fastsætter skriftlig forberedelse – hvilket betyder, at retten i stedet for på stævningen at indkalde til et møde, fastsætter en frist, indenfor hvilken man skal svare skriftligt.
Uanset om sagsøgte skal møde op eller svare skriftligt, bruger man udtrykket, at ”sagsøgte skal svare i sagen”.
Hele denne fase hedder ”sagens forberedelse”, og uanset om den foregår ved små møder i retten eller pr. brev, er ideen nu den, at parterne skal udveksle synspunkter.
· Hvad sker der, hvis sagsøgte ikke møder op eller svarer skriftligt ?
Systemet er, at hvis sagsøgte ikke møder op i retten eller svarer skriftligt, som han er blevet opfordret til, tager retten det som udtryk for, at han enig i det, der står i stævningen – og resultatet bliver så, at retten afsiger en dom – en såkaldt udeblivelses-dom med samme indhold som i stævningen.
Retten efterprøver så slet ikke sagsøgers anbringender – med mindre det er helt klart, at de ikke er holdbare.
Det er altså på dette stadie nemmest for sagsøger, hvis sagsøgte er passiv – og det er ”farligt” for en sagsøgte ikke at svare.
Nogen tror, at de så kan protestere, hvis de senere bliver indkaldt til fogedretten – men det kan de normalt ikke !
Det kan også være, at sagsøgtes advokat meddeler retten, at sagsøgte ”tager bekræftende til genmæle”. Det lyder farligt fint – men betyder blot, at man accepterer, at modparten har ret – og så bliver den dom, som retten afsiger, en erkender-dom.
· Hvad sker der, hvis sagsøgte svarer?
Hvis sagsøgte svarer, er han altså ikke enig i stævningens påstand.
De fleste sagsøgte i retssager er repræsenteret af advokat, og advokaten svarer så typisk skriftligt – uanset om han skal møde op i retten eller sender sit svar skriftligt. Det svar, sagsøgte afleverer, hedder et ”svarskrift”.
Altså; hvis sagsøgte (eller hans advokat) ikke svarer – så bliver sagsøgte normalt dømt, og så er retssagen i realiteten færdig ! (Der er dog en undtagelse – nemlig hvis sagen af en eller grund bliver genoptaget, men det er en helt anden historie.)
· Hvad skal der stå i svarskriftet?
Svarskriftet ligner på mange måder en stævning – og skal derfor også indeholde påstand, sagsfremstilling, anbringender og eventuelle bilag.
Svarskriftet udarbejdes selvfølgelig af sagsøgtes advokat – og hvis man er sagsøgt, gælder det naturligvis også om på dette tidspunkt at sørge for, at advokaten har alle relevante oplysninger, bilag m.m., som han kan få brug for.
Retsplejeloven er fuld af forskellige frister. Nogle af disse frister fastsætter, hvornår forskellige indsigelser skal fremsættes under en retssag, og hvornår det er for sent. Det vil føre for vidt at forsøge at forklare disse regler nærmere her. Jeg skal blot bemærke, at enhver part i en retssag – uanset om han er sagsøger eller sagsøgt – i egen interesse må sørge for, at alle relevante oplysninger kommer frem til hans advokat så tidligt som muligt og så korrekt som muligt.
Det kan være, at sagsøgte ikke blot mener, at han skal frifindes, men også mener, at det i virkeligheden er ham, der har penge til gode hos sagsøger. Så kan sagsøgte nedlægge et modkrav.
Det er selvfølgelig advokatens opgave at føre sagen – men klienten må huske på, at klienten ofte selv er advokatens vigtigste hjælper, idet det ofte kun er klienten selv, der har oplevet, ”hvad der skete”. Der kan være vigtige oplysninger, som advokaten slet ikke kan forudsige eksisterer, uden at klienten hjælper ham.
· Skal bilagene til sagen være originaler?
Det er ofte ikke nødvendigt, at man råder over de originale breve, dokumenter osv. Det vil i sagens natur ofte være den ene part, der har originalen!
Gode fotokopier eller gennemslagskopier vil næsten altid være lige så gode.
Der er selvfølgelig også sager, hvor det er vigtigt at finde originalerne – fx fordi ægtheden af et bilag bliver bestridt.
· Skal man tage modpartens meningsløse påstande alvorligt?
Problemet med ”meningsløse påstande” er, at det, den ene part opfatter som en meningsløs påstand ofte af den anden part opfattes som sandheden.
Mange, der har ført retssager, har oplevet, at ting, som man betragtede som sikre kendsgerninger, pludseligt bliver bestridt af modparten – fx hvem der var til stede ved et møde, eller hvad der blev sagt på mødet.
Dette kan naturligvis virke både overraskende og irriterende – måske direkte provokerende. Ofte føler man, at modparten – som måske endda er én, man har kendt i lang tid, har arbejdet sammen med og/eller haft tillid til – er fuld af løgn.
Som advokat kan man ofte blot trøste ved at konstatere, at uenigheden jo netop er baggrunden for, at der verserer en sag – og at begge parter jo har lov at have deres opfattelse indtil sagen er afgjort.
Af og til får man naturligvis det indtryk, at nogle påstande alene fremsættes med det formål at trække en sag ud – og det kan desværre også være tilfældet.
Uanset hvad baggrunden er, er retstilstanden den, at der under sagens forberedelse er vide muligheder for at fremkomme med sine påstande. Det skal huskes, at dette dybest set er et udtryk for retssikkerhed – idet det skal være tilladt at fremkomme med påstande, som man ikke kan bevise her og nu, men håber, at man kan bevise ved domsforhandlingen, hvor sagen afgøres.
Den, der udsættes for meningsløse påstande, kan så trøste sig med, at påstandene oftest vil hævne sig senere – når det bliver afsløret, at der ikke er hold i påstandene.
· Hvor mange forberedende retsmøder skal der være?
Der kan ikke siges noget bestemt om dette. I nogle sager er der slet ingen retsmøder – fordi retten bestemmer, at forberedelsen som ovenfor nævnt skal være skriftlig – men i nogle sager er der måske 20 retsmøder (!) eller mere.
Det typiske antal forberedende retsmøder ligger nok imellem 2 og 6.
· Hvad sker der på de resterende forberedende retsmøder?
Når sagsøgte har afleveret sit ”svarskrift”, bliver sagen udsat til et nyt møde, hvor sagsøger kan svare igen – med et skrift, der hedder en ”replik”. Derefter bliver sagen udsat igen på at sagsøgte svarer igen med et skrift, der hedder en ”duplik” – og måske nogle flere processkrifter
Alle disse skrifter kaldes samlet ”processkrifter” – og der kan være mange flere, hvis der er behov for det.
Som nævnt er retsmøderne normalt meget korte – og der sker ikke andet, end at man udveksler skrifter og bilag, aftaler næste møde, og går hjem (så det er ofte ganske formålsløst, at sagsøger eller sagsøgte selv møder op, hvis man har en advokat).
Retten – der på dette tidspunkt altid kun består af én dommer – følger nok med i sagens udvikling, men går slet ikke i dybden. Dette skuffer mange parter, der selvfølgelig gerne fra deres advokat vil have oplyst, hvad dommeren mener om sagen. Baggrunden for dommerens adfærd er dog den naturlige, at dommeren ikke ønsker at stilling i sagen, før den er helt oplyst. Ting, der på et tidligt tidspunkt synes at være oplagt rigtige, kan jo senere hen vise sig at være helt forkerte.
Dommeren går således kun i dybden med sagen, hvis parterne – eller én af dem – beder ham om det. Dette skyldes typisk, at parterne ikke kan blive enige om, hvorledes forberedelsen skal forløbe, fx:
Skal der afholdes syn og skøn ?
Hvem skal være skønsmand ?
Hvad skal skønsmanden spørges om ?
Kan en af parterne få sagen yderligere udsat ?
Er forberedelsen slut nu ?
Dommeren vil typisk prøve at forlige disse spørgsmål under forberedelsen – men hvis det ikke lykkes, må dommeren afgøre dem. Det sker ikke ved en dom – men ved en kendelse – og nogle gange kan disse kendelser ankes – og så må selve sagen vente så længe
Dommeren kan dog også gå i dybden med sagen, fordi parterne ønsker hans foreløbige udtalelse om selve sagens problem. Dette kan skyldes, at parterne gerne vil prøve at få sagen forligt eller at de i hvert fald godt vil have sagen ”skåret lidt til”, således at man får præciseret, hvori uenigheden mellem parterne består.
Der bliver så berammet et længere retsmøde – ofte af en times varighed. Et retsmøde af denne art har mange navne, det kaldes både et ”§ 355-møde”, et ”tilskæringsmøde” eller ”et udvidet forberedende møde” (forhåbentligt kun ”udvidet” – ikke ”udvidende” som nogle af og til kommer til at sige det !)
Deltagerne er normalt kun dommeren og de to advokater – men ikke parterne. Resultatet af et sådant møde bliver ofte, at sagen bliver begrænset til de væsentlige punkter – og måske har dommeren også et forslag til forlig, som advokaterne så kan gå hjem til deres klienter og forelægge..
· Hvor langt er der imellem disse møder?
Der er ingen faste regler herom – men der er dog mindst en uge imellem møderne. Mange gange er det nødvendigt med noget længere mellemrum, fx 3-6 uger. Nogle gange er det nødvendigt med længere udsættelser – fx fordi der skal holdes syn og skøn, ventes på afgørelsen af en anden sag eller noget helt tredie.
Det ses heraf, at forberedelsen af en retssag ofte kan trække ud i mange måneder.
· Hvornår skal der afholdes syn og skøn?
Man kan kort sige, at syn og skøn er nødvendigt, når sagen omhandler et problem, der ikke kan løses af dommeren alene ud fra dommerens juridiske uddannelse og hans erfaring som dommer. Syn og skøn er dyrt, så man skal kun afholde syn og skøn, hvis det er nødvendigt, og omkostningerne ikke bliver urimeligt store i forhold til det beløb, som sagen handler om.
Hvis sagen fx handler om nogle tekniske forhold – fx mangler ved et hus eller mangler ved en bil eller en maskine eller eller en vare af en eller anden art – og parterne ikke er enige om de tekniske forhold, må der afholdes syn og skøn. Dette skyldes, at dommeren normalt ikke er kvalificeret til at afgøre, om der fx er tekniske mangler eller til at vurdere fx en pris.
Man kan også sige det på den måde, at hvis en sag handler om mangler ved en maskine, er det ved syn og skøn, at det skal afgøres, om der overhovedet – teknisk set – er mangler eller ej og måske også, hvad det koster at udbedre dem; men det er dommeren, der skal afgøre, om de tekniske mangler juridisk set kan gøres gældende, om der skal betales erstatning og hvor meget, der skal betales.
Skønsmanden er altså dommerens tekniske medhjælper – men det er dommeren, der skal afgøre sagen.
Syn og skøn bliver normalt sat i gang – eller ”begæret” som det hedder – af den part, der gør gældende, at der er mangler, for det er meget ofte den, der gør gældende, at der er mangler, der ogå er forpligtet til at bevise det.
Den, der begærer syn og skøn, laver så de spørgsmål, der skal besvares ved syn og skøn – men ofte i samarbejde med modparten, der skal godkende spørgsmålene. Disse spørgsmål hedder et ”skønstema”. Kan man ikke blive enige, må dommeren afgøre spørgsmålenes udformning. Der er nogle bestemte ”spilleregler” for, hvorledes spørgsmålene kan og skal udformes.
Man skal også finde en skønsmand. Han skal naturligvis være dygtig indenfor sit felt – og han skal også være upartisk. Man kan således ikke bruge en skønsmand, der har relationer til en af parterne, og heller ikke en skønsmand, der måske allerede har udtalt sig tidligere i sagen, når en af parterne har spurgt ham.
Ofte spørger man en brancheforening, om de har et forslag til en skønsmand – og når man så har et forslag, som parterne kan blive enige om – bliver skønsmanden formelt udnævnt af dommeren. Det kaldes juridisk, at skønsmanden bliver ”udmeldt”, selvom det var mere naturligt at kalde det ”udnævnt” eller ”udpeget”.
Også her må dommeren træffe afgørelse, hvis parterne ikke kan blive enige.
Når skønsmanden er udmeldt, indkalder han parterne til en besigtigelse – hvor det normalt er både advokater og parter, der møder op. Skønsmanden gennemgår så sammen med parterne det, der skal laves syn og skøn om, og får måske nogle yderligere oplysninger fra parterne – og parterne stiller måske yderligere spørgsmål. Derefter skilles man – og skønsmanden går hjem og laver sin skønsrapport, hvor han besvarer spørgsmålene.
Det er typisk sådan, at retten ved sagens afgørelse vil lægge stor vægt på skønsmandens rapport – og rapporten giver således ofte anledning til yderligere udsættelser af retssagen mens parterne og deres advokater overvejer sagens fortsættelse og måske mulighederne for et forlig.
Nogle gange må man opgive at afholde syn og skøn – simpelthen fordi det, der skal synes og skønnes om, ikke mere eksisterer. Måske har køberen af bilen fx ladet den reparere – og så er det næsten umuligt (eller i hvert fald meget svært) at udtale sig om, hvor vidt der var mangler. Derfor bør den, som mener, at der er mangler, aldrig udbedre manglerne før syn og skøn har været afholdt – og hans advokat har sagt, at manglerne kan udbedres. Ellers risikrerer man altså at mangle det afgørende bevis – og dermed at tabe sagen, selvom den måske ellers kunne have været vundet !
· Hvornår kan forberedelsen afsluttes?
Forberedelsen kan afsluttes, når parterne er enige om – eller retten afgør – at sagen er ”moden” til domsforhandling.
Dette forudsætter således, at parterne har haft lejlighed til at fremføre deres synspunkter og svare på modpartens synspunkter og fx at fremskaffe yderligere oplysninger, samt at et eventuelt syn og skøn er afsluttet. Derudover skal man helst have klarhed over, hvilke parter og vidner, der skal afhøres.
Når man er nået så langt, berammer man domsforhandlingen. (Og sagsøger skal betale en yderligere afgift til retten).
Ofte bestemmer dommeren, at partenes advokater et stykke tid inden domsforhandlingen skal aflevere endnu et processkrift – et såkaldt påstandsdokument, hvor advokaterne i hovedtræk gentager påstande, hovedanbringender, de relevante bilag og oplyser om, hvilke beviser man vil fremlægge, og hvilke vidner kan vil føre.
Man kan således normalt ikke bestemme sig for nye bilag eller vidner få dage inden domsforhandlingen. Det vil typisk være alt for sent.
· Hvad er domsforhandlingen?
Domsforhandlingen er det lange retsmøde, hvor sagen bliver grundigt forelagt for dommeren (med oplæsning af alle relevante bilag); hvor parter og vidner bliver afhørt; hvor parternes advokater procederer – altså argumenterer for deres klientres synspunkter, og hvorefter retten enten afgør sagen eller i hvert fald ”optager sagen til dom” – altså typisk det man ser i fjernsynet, når de viser film om retssager
Ofte er der lang ventetid på at få en domsforhandling – det er ikke unormalt med flere måneders ventetid – nogle gange længere. I landsretterne eller i Højesteret kan ventetiden være mere end et år !
I civile retssager er der næsten altid ”åbne døre” – hvilket ikke betyder, at døren til retssalen står åben, men betyder, at alle, der har lyst til at overvære domsforhandlingen (og er fyldt 18 år) , har lov at komme ind og høre på. Den eneste undtagelse er de, der skal afgive vidneforklaring. De må først høre på, når de har afgivet deres forklaring.
· Hvor mange dommere er der ?
I byretten er der normalt kun en dommer, som er jurist – men i boligretssager dog ofte tre dommere (hvoraf de to er såkaldte lægdommere – altså ikke nødvendigvis jurister, men sagkyndige indenfor lejeforhold.)
I landsretten er der altid tre dommere – som alle er jurister.
I Højesteret er der mindst 5 dommere – men måske helt op til 13 dommere – som alle er jurister.
· Hvad sker der på domsforhandlingen ?
Selve domsforhandlingens varighed kan også variere meget – nogle domsforhandlinger kan afsluttes på under en time, og nogle tager flere dage. Det mest almindelige er dog fra 3 timer til en hel dag.
Domsforhandlinger kan naturligvis forløbe meget forskelligt – men mønsteret er altid:
1. Forelæggelse af sagen – med oplæsning af samtlige bilag (eller i hvert fald den del af dem, der er relevant for sagen). Forelæggelsen foretages først og fremmest af sagsøgers advokat. Sagsøgtes advokat får mulighed for at supplere.
2. Afhøringer; først sagsøger, derefter sagsøgte, derefter sagsøgers vidner, og til sidst sagsøgtes vidner. Hvis der har været syn og skøn bliver skønsmanden ofte også afhørt (men man kalder det ”afhjemling”.)
3. Procedure. Først er det sagsøgers advokat, så sagsøgtes advokat, så sagsøgers advokat igen, og til sidst sagsøgtes advokat igen.
Hverken sagsøger eller sagsøgte får lov til selv at procedere, og de får heller ikke ”det sidste ord” – det har de jo deres advokater til. Hvis de ene part fører sagen uden advokat, får parten naturligvis lov til selv at procedere.
Herefter kan der ske det, at retten ”optager sagen til dom” – hvilket betyder, at domsforhandlingen reelt er afsluttet, og at retten afsiger en dom, når retten har haft lejlighed til at overveje sagen nøje. Dette tager nogle gange kun få dage – men andre gange tager det desværre flere måneder. I byretssager skal det normalt ske senest 6 uger efter domsforhandlingen.
Meget ofte vil retten dog, inden domsforhandlingen afsluttes, forsøge en sidste gang at lave et forlig. Dette foregår på den måde, at retten – måske efter en pause - meddeler, hvad retten foreløbigt synes, må være en rigtig afgørelse – og parterne kan så forlige sagen på denne måde, hvis de begge kan tiltræde forliget; ellers bliver der ikke noget forlig. Der kan ikke procederes igen. Hvis parterne ikke kan blive enige, må sagen optages til dom. (I praksis kan man dog godt få en kort pause, for at drøfte forligsforslaget med sin advokat).
På dette tidspunkt er det vigtigt at forstå, at man ikke (mere) kan procedere sagen. Det er slut. Man kan kun sige ja eller nej til forligsforslaget.
Hvis begge parter siger ja – så har man et forlig og sagen er slut. Et forlig kan naturligvis ikke ankes – selvom man måske senere fortryder.
Hvis den ene – eller begge parter – siger nej, skal der alligevel afsiges en dom, og det foregår efter reglerne, som jeg har forklaret ovenfor.
· Kan man anke dommen ?
Ja – man kan principielt altid anke èn gang – fra byretten/boligretten til landsretten eller fra landsretten til Højesteret, men der er særlige regler for de små sager (blandt andet sager under kr. 10.000,00), som normalt kun kan ankes, hvis man kan få en særlig tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
(Afgørelser fra en voldgiftsret kan næsten aldrig ankes !)
· Hvad er ankefristen ?
Byretsdomme eller boligretsdomme skal ankes til landsretten indenfor 4 uger – og landsretsdomme skal ankes til Højesteret indenfor 8 uger. Også her gælder forskellige vigtige regler – fx om fristens beregning – men hvis man vil anke, bør man altid meddele det til sin advokat så hurtigt som overhovedet muligt.
Kendelser kan ikke ankes – men de kan som regel ”kæres”, og dèr er fristerne som regel kortere.
En frist, der kan være meget vigtig, er eksekutionsfristen, som er den frist, man får i en dom til at betale. Den er næsten uden undtagelse kun på 14 dage. Det har den vigtige betydning, at hvis man anker indenfor ankefristen, men først efter eksekutionsfristen, kan modparten normalt alligevel forlange at man betaler (altså opfylder dommen) og sende sagen i fogedretten, hvis man ikke gør det – men så kan man naturligvis forlange pengene tilbage igen, hvis ankesagen ender med et andet resultat.
Alt dette betyder, at man næsten altid helst bør anke indenfor 14 dage efter dommen, hvis man vil anke !!
· Hvad sker der i ankesagen ?
I ankesagen behandler man sagen èn gang til – men dog således, at man i stort omfang bruger de samme bilag, vidneforklaringer, syn og skøn osv. som ved sagen første behandling.
Der gælder mange regler om, hvad der kan ske – fx om man kan fremføre nye påstande eller anbringender, lave syn og skøn, hvis man ikke fik det gjort i den første sag osv osv.
Det vil føre for vidt at komme ind på alt dette her – spørg, hvis du er i tvivl !
· Kan en anket dom ankes èn gang til ?
Normalt er svaret nej. Hvis det er en landsretdom, der er blevet anket til Højesteret, er der jo simpelthen ikke noget sted at anke den til. Hvis det er en byretsdom, der er blevet anket til landsretten, kan den teoretisk ankes til Højesteret – men det kræver en speciel tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, og den er meget svær at få. Den gives normalt kun, hvis sagen er vigtig og principiel – altså kan få betydning for mange lignende sager.
Når der foreligger en dom, skal den naturligvis opfyldes af den, der skal betale – hovedstol, renter og/eller omkostninger. Bliver den ikke det, kan modparten sende sagen til fogedretten - men det er en helt anden historie.
Selvom denne redegørelse er lang, er der nogle ting, som jeg er gået lidt hurtigt henover – simpelthen for at redegørelsen ikke skulle blive endnu længere ! I stedet har jeg lavet særlige redegørelser om dem. Klik nedenfor for at læse om:
Hvad koster retssager ?
Hvordan fastsættes sagsomkostninger, og hvem skal betale dem ?
Om beviser og vidner juridisk set ?
Hvad er fri proces og retshjælpsforsikring ?
Hvordan beregnes advokatsalær ?
Du er velkommen til at ringe til mit kontor og bestille tid for et møde, hvor vi kan tale din sag igennem. Tag endeligt alle bilagene med. Min kontor-telefon 45 81 85 87 og selve kontoret er åbent fra kl. 10,00 til kl. 16,00 (om fredagen dog kun til kl.15,00), og hvis du ikke kan holde møde indenfor dette tidsrum, finder vi et andet tidspunkt.
Du kan også kontakte mig på telefax 45 81 88 33 eller e-mail: johan@schwarz-nielsen.dk
Og her kommer så for god ordens skyld ”det med småt”: Ovenstående er ikke konkret juridisk rådgivning. Formålet er alene at give en generel orientering og at give dig mulighed for at bedømme, om du ønsker at søge konkret juridisk rådgivning hos mig. Jeg påtager mig således ikke juridisk eller økonomisk ansvar for ovenstående. COPYRIGHT tilhører mig. Du må gerne citere mig i uddrag, men kun med udtrykkelig henvisning til mig og til www.schwarz-nielsen.dk. Sidste redigering er sket d. 5/3 2001.